ORGANISATIONEN BEREDSKABSFORBUNDET

Beredskabsforbundet er en landsdækkende organisation. Vi omfatter dels de frivillige i
redningsberedskabet dels personlige medlemmer samt tilsluttede organisationer, virksomheder og institutioner.

Beredskabsforbundets midler tilvejebringes dels gennem tilskud fra det offentlige dels gennem de personlige medlemmers kontingenter
(ikke frivillige).

Beredskabsforbundet er landsdækkende med 75 kredse. En kreds dækker en kommune. Samarbejder flere
kommuner om deres redningsberedskab, kan de pågældende kredse ligeledes samordne deres virksomhed.
Kredsene er ledet af en kredsledelse.

Kredsene er organiserede i 5 regionsforbund med hver deres regionsledelse.

Den overordnede ledelse af Beredskabsforbundet varetages af en landsledelse (bestående af præsidium og regionsledere), der mødes 4 gange årligt.

Øverste myndighed i Beredskabsforbundet er landsrådet, der ledes af præsidenten. Landsrådet består af:
præsidiet, regionsledere og viceregionsledere, kredsledere og vicekredsledere.

Landsrådet holder møde 1 gang årligt. Landsrådets beslutninger træffes ved almindeligt stemmeflertal.

Du kan få lokal indflydelse som medlem af kredsledelsen. Dermed kan du også give din mening tilkende i
øverste myndighed; landsrådet via din kredsleder/vicekredsleder.